Mine egne rutiner

Seks ud af syv dage begynder jeg dagen med en lang løbetur. Jeg kan slet ikke undvære det. Når jeg kommer ud på den tur, kan resten af dagen faktisk næsten ikke gå galt. Jeg er taknemmelig hver dag på min løbetur over alle de skønne ting, vi alle sammen nyder godt af: Sol, luft, naturen og kærlighed (ja, jeg ved godt, det lyder meget holistisk). Jeg laver selv øvelser og stræk, når jeg kommer hjem fra løbetur, men passer på med ikke at overtræne, da jeg er meget med, når jeg træner mine klienter. (Der er ikke noget værre end en personlig træner, der bare står ved siden af og glor på, at man sveder, så det sprøjter, vel?)

Jeg sværger også til tørbørstning af kroppen inden badet, så bliver huden smuk og glat, og man kan komme noget af celluliten til livs ved det imens.

Jeg spiser sjældent selv ‘rigtig’ morgenmad – i stedet drikker jeg en grøntsagsjuice, altid med spinat, gudegrøntsagen for kvinder. Sådan fungerer det bedst for mig, selvom jeg godt ved, at blandt andre Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man spiser mere til morgenmad.

Så tager jeg ud og træner klienter. Først på formiddagen og resten af dagen spiser jeg salat, kød, fisk, sunde olier og drikker masser af vand. Også til aften spiser jeg masser af grøntsager og magert kød eller fisk. Jeg serverer også sund og skøn mad til min lille familie, de tilføjer dog ofte brune ris eller kartofter. Jeg afslutter min dag med masser af varm dejlig urtete og et par stykker 85 % mørk chokolade.

Nyhedsbrev

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og modtag video med de ultimative træningsøvelser for dine arme.